|
Anmeldelse af Criollo.dk, den 20. december, 2001
på forsiden af Politikens Internetsektion
Af hensyn til den ringe
læsbarhed i den skannede artikel nederst, er selve teksten
først her gengivet ordret:
Chokerende chik
chokoladeside
Det er et faktum, at chokolade og marihuana får hjernen til at
reagere på samme måde. Så hvis du en dag skal bortforklare,
hvorfor du lige pludselig måtte sluge den ene æske
Valrhona-chokolade efter den anden, så kan du støtte dig til,
at det har en helt normal fysiologisk forklaring. Og da julen er
det absolutte salgsmæssige klimaks for chokolade, hvad er så
mere oplagt end en hjemmeside dedikeret til dette ulovligt
velsmagende lovlige rusmiddel?
På siden med det umiddelbart lidt spøjse navn www.criollo.dk
kan man få sin virtuelle chokoladelyst styret, for her
er alt om delikatessens oprindelse, historie, produktion og ikke
mindst dens gavnlige effekt på helbredet. Hjemmesiden er
opkaldt efter kakaobønnen Criollo, som er den bedste at lave
chokolade på. Siden går til sit emne med en mistænkelig stor
ildhu, hvilket mere end antyder, at sidens bagmand må være en
uforbederlig chokoladejunkie, der efter vores foreløbige
analyse er på enten Toblerone, Marabou eller måske endda
billige Harlekin-knapper fra Netto.
Sektionerne om historie, produktion og oprindelse er alle
velskrevne og informative med gode illustrationer, og det eneste,
man reelt savner, er flere opskrifter med chokolade end de nuværende
fire. Der er sågar en hel sektion kun om smagning af chokolade,
hvor man skal huske at bedømme sin chokolade efter aspekter såsom
udseende, duft, struktur, konsistens, smag og eftersmag. Så
husk med kyndig hjælp fra denne uges velsmagende hjemmelavede
hjemmeside altid at tjekke kvaliteten hos din lokale
chokoladepusher før du køber - og så ellers velbekomme. (Vigild)

|